Taburetten under Danmarks største mediemogul vakler som aldrig før: Da tiden løb fra Pansergeneralen

På et medarbejdermøde på Jyllands-Postens redaktion i 1990erne kunne redaktøren Per Mikael Jensen se, at hans chefredaktør varmede op til et raseriudbrud. »Det var, som om han tændte for en knap. Som et gaskomfur, hvor blusset gik i gang. Efter fire-fem minutter rejste han sig, smed med nogle stole og gik. Jeg fulgte efter ham ind på hans kontor og sagde: »Det der, det var da rent skuespil, Ejbøl!« Han grinede bare og sagde: »Nå, Jensen, kunne du se det?« Per Mikael Jensens beretning kan læses i Kirsten Jacobsens portrætbog om Jørgen Ejbøl, »Pansergeneralen – nedslag i Jørgen Ejbøls liv og karriere«. Og optrinet fra for 30 år siden belyser også ganske udmærket, hvordan den magtfulde mediemogul har fået sit sigende øgenavn. For historier som den har cementeret Jørgen Ejbøls ikoniske ry gennem de 30 år, han har udkæmpet sværdslag om læsernes gunst – og om sin egen magtposition – i toppen af den danske mediebranche. De seneste mange år i rollen som formand for Jyllands-Postens Fond, den ene ejerfond bag landets største private mediehus, JP/Politikens Hus. Den forgangne uge har formanden dog befundet sig i et større stormvejr end nogensinde, der har blotlagt, at moderne selskabsledelse måske ikke er Jørgen Ejbøls primære fokus. Nu fyger det således med beskyldninger om potentielt ulovlige fyringer, mens en myndighed stiller borende spørgsmål om millionvederlag til velbetalte formænd. Man siger, at fortiden indhenter folk. Men måske er det i virkeligheden nutiden, der har indhentet Jørgen Ejbøl? Det lader langtfra til, at manden selv kan se, hvad problemet er. Det samme gælder givetvis andre fra hans generation af publicister, der ryster lidt på hovedet over det kollektive rundhyl, der har indfundet sig efter et par historier om millionbonusser i toppen af mediehuset. For det har jo altid været sådan: Befandt man sig i toppen, kunne man tillade sig meget. De fleste nikkede og istemte et »ja«, når man udstak sine befalinger. Men hvad virksomhedsledelse angår, har meget forandret sig de sidste 30 år. Også i mediebranchen. Det var måske det, der ramte Jørgen Ejbøl i den forgangne uge. Ejbøl selv sagde tidligere på ugen til Berlingske, at han aldrig i sit liv havde været mistænkeliggjort på den måde, som det sker i øjeblikket. At det, der foregår nu, »mildest talt er på kanten«. »Jeg gider ikke høre mere på det her sludder,« som han sagde. Uden for hans dør står den ene aktør efter den anden dog i kø for at bore i de faktiske omstændigheder, der omkranser Jørgen Ejbøl og Danmarks største private mediehus. Det, der gavner huset Det gælder blandt andet medarbejderne på otte medier, herunder institutioner som Politiken, Jyllands-Posten og Ekstra Bladet. Efter flere fyringsrunder har særligt høje formandslønninger til JP-manden Jørgen Ejbøl og Politiken-manden Lars Munch affødt et brev til bestyrelsen i JP/Politikens Hus, hvor medarbejderne kalder forløbet »tonedøvt og grådigt« samt »pinligt, provokerende og nedslående«. Men Jørgen Ejbøl er vant til at have medarbejdere på nakken. Værre er det, at han nu for første gang er blevet genstand for en officiel granskning fra de danske myndigheder. For når nutiden har indhentet Ejbøl, skyldes det særligt, at Erhvervsstyrelsen, der fører tilsyn med de ellers herreløse erhvervsdrivende fonde, har igangsat en omfattende undersøgelse af forretningsgangene i Jyllands-Postens Fond og Politiken-Fonden, der sammen ejer JP/Politikens Hus. Nu bliver stort set alt endevendt. Styrelsen vil undersøge det engangsbeløb på 2,1 millioner kroner, som Ejbøl egentlig var bevilget, fordi han skulle på pension. Det skulle han så ikke alligevel, for kravet om en aldersgrænse på 75 år blev sløjfet i februar. Alligevel stod fondsformanden til at få beløbet, indtil Politiken kunne fortælle om det. Det fik Ejbøl til at betale det tilbage efter hård kritik fra en række eksperter, fordi det pludselig stod klart for ham, at bonussen kunne være imod fondslovgivningen. Der bliver også kigget på bestyrelsesformand Lars Munchs opsigtsvækkende årlige honorar på 2,5 millioner kroner, efter at han igen tiltrådte som formand i JP/Politikens Hus. Pludselig lød det dog – efter flere dages debat i medierne – at der blot var tale om et midlertidigt beløb. Også pludselige – og potentielt ulovlige – fyringer af flere bestyrelsesmedlemmer vil Erhvervsstyrelsen til bunds i. Jørgen Ejbøl selv har svaret ret klart, når han er blevet spurgt til, hvorfor han og Munch fortsat skulle spille en så stor rolle i virksomheden: »Vi ved, hvad der er godt for JP/Politikens Hus.« Trygge medarbejdere er dovne medarbejdere Det er ikke, fordi Ejbøl aldrig tidligere har mødt modstand. Faktisk kan man blive i tvivl om, hvorvidt han nogensinde har haft et ønske om at være populær. Forfatteren Anne Sofie Kragh skrev i 2003 bogen »Magten og æren« om en række magtfulde personers vej til toppen. Her fremgår det, at Ejbøl egentlig hadede at gå i skole, og at han aldrig blev student, til sine forældres store utilfredshed. Alligevel kom han i praktik på Aalborg Stiftstidende i 1969, hvor redaktionssekretærerne allerede efter fire dage klagede over, at han »hundsede« med dem, som det også er beskrevet i Politikens portræt af Jørgen Ejbøl. Siden blev klager over Ejbøl nærmest en daglig hændelse. Nogle år efter var han havnet hos Fyns Amts Avis, hvor han blev redaktionschef, men måtte stoppe efter få år, fordi journalisterne nægtede at arbejde under ham. Siden kom han til Berlingske-koncernen, hvor han både var på Weekendavisen, B.T. og Billed-Bladet, inden han nåede chefredaktionen på Berlingske. I 1993 blev han udnævnt til chefredaktør på Jyllands-Posten for at skabe mere dynamik. Ifølge Anne Sofie Kraghs bog slog han tonen an allerede i sin tiltrædelsestale. »Trygge medarbejdere er dovne medarbejdere,« lod han de målløse journalister på Jyllands-Postens forstå. Ejbøls store forbillede Nogle elskede hans stil, mens andre flygtede væk fra manden, som har den amerikanske general Patton som sit forbillede. Patton var en amerikansk pansergeneral, som under Anden Verdenskrig blev kendt for meget hurtige fremrykninger. Men han var også kendt for ekstrem hård disciplin og blev blandt andet i en periode suspenderet for at slå en menig soldat, der led af granatchok. Det er nok de færreste ledelseseksperter, der ville mene, at arketyper som Patton og Ejbøl egner sig til at stå i spidsen for moderne virksomheder, hvor medarbejdere bliver involveret og helst skal føle sig trygge på arbejdet. Nicolai Tillisch, forfatter og ledelsesekspert, siger, at tiden for mange år siden er løbet fra den type ledere. Ifølge ham fremstår Ejbøl nærmest »trumpsk«. »Det bliver mindre og mindre accepteret at være en patriark. Den udvikling har været i gang i mindst 25 år. Men man finder stadig ledere, der opfører sig på den gammeldags stil,« siger Tillisch. Han siger også, at det særligt i bestyrelsesarbejdet er centralt at samarbejde og inddrage andres synspunkter. »Ét er at være diktatorisk som driftsleder, men en bestyrelse handler netop om at kunne samarbejde med andre mennesker. Der kan man ikke bare sidde og bestemme alt, selvom man er formand,« siger Tillisch. Men for Ejbøl virkede stilen tilsyneladende i en periode. I midten af 1990erne var Jyllands-Posten blevet Danmark største avis, og københavnerredaktionen blev udvidet og flyttede ind på en ny fashionabel adresse på Kongens Nytorv. Til gengæld gik det ikke godt med medarbejdertilfredsheden. Ifølge Politiken viste en undersøgelse blandt medarbejderne i 1999, at syv ud af 10 medarbejdere ønskede at skifte arbejde, hvis de fik en mulighed andre steder. Men Ejbøl er næppe en leder, der skeler til medarbejdertilfredshed. Det længste strå I stedet fortsatte konflikterne med de underordnede. Et af de mere kendte eksempler er fra 2001, hvor avisens anden chefredaktør, Ulrik Haagerup, gik direkte til bestyrelsen for at få Ejbøl afsat. Haagerup rejste spørgsmålet om, hvorvidt det var Ejbøl, som havde lækket en udlændingekritisk historie til Venstre få dage før folketingsvalget i 2001. Det var en historie, som Venstre brugte i valgkampen, der endte med, at Venstre vandt det historiske valg, som var domineret af netop udlændingepolitikken. Men det var ikke bare Venstre og Anders Fogh Rasmussen, der vandt. Det gjorde Ejbøl også. Som altid. Det var ikke ham, der blev fyret, men Haagerup. Få år efter var Jørgen Ejbøl hovedmanden bag en ligeledes dramatisk omkalfatring af landkortet i den danske mediebranche. Pansergeneralen fik fusioneret Jyllands-Posten med Politiken og Ekstra Bladet, som historisk havde befundet sig et helt andet sted politisk. Det var også her, Jørgen Ejbøl for første gang skulle arbejde sammen med Lars Munch. Den stort anlagte sammenlægning betød, at Ejbøl blev rykket op som formand, mens Lars Munch som topchef integrerede de to virksomheder. Det må mest af alt betegnes som en succes. De skrantende bladhuse begyndte for alvor at tjene penge, og egenkapitalen er siden vokset med milliarder. Succeserne på bundlinjen var dog ikke større, end at Jørgen Ejbøl fortsat udmærkede sig med sin stadig kontante fremgangsmåde. Privat-Jørgen truede hospitalet I 2016 var Jørgen Ejbøl centrum for endnu en penibel sag, hvor han blev anklaget for magtmisbrug af Bispebjerg Hospital. Ifølge hospitalet truede han med at hænge det ud i pressen, hvis hospitalet ikke stoppede en undersøgelse om videnskabelig uredelighed rettet mod Jørgen Ejbøls plejedatter, afslørede Radio 24syv. En daværende vicedirektør fra hospitalet stod frem og fortalte, at Jørgen Ejbøl havde informeret hende om sin position og påpeget, at han kunne bruge denne til at få sagen i pressen, »hvis han mente, det var nødvendigt«. Dengang afviste Jørgen Ejbøl anklagen med den forklaring, at han havde optrådt som privatperson i sagen. I 2024 gjorde Ejbøl sig igen bemærket, da han fortalte, at Marchen Neel Gjertsen, Jyllands-Postens nyligt udpegede første kvindelige chefredaktør, kunne få frikort til Dior-kjoler i Paris, hvis hun kunne få oplaget op på 200.000. Bemærkningen blev kritiseret for at være sexistisk. Neel Gjertsen selv forsikrede dog om, at hun ikke havde nogen problemer med den. Internt i mediehuset lyder der også kritik af Jørgen Ejbøls noget gammeldags tolkning af armslængdeprincippet. Flere kilder fortæller således til Berlingske, at Jørgen Ejbøl de senere år har nedlagt veto mod, at chefredaktører på Jyllands-Posten har kunnet fyre navngivne medarbejdere, der vel at mærke befinder sig hele tre led under ham selv. »Stupide« fødselsdagsgaver I dag siger flere kilder også, at Ejbøl og Lars Munch reelt har sat sig tungt på magten i mediehuset. De to har siden fusionen arbejdet tæt sammen, men har langtfra altid været enige. I dag har de dog fundet fælles fodslag om meget, og kilder har tidligere fortalt Berlingske, at Peter Bartram ikke blev fyret alene på grund af uenigheder om strategien, men som en del af en »byttehandel« mellem Jørgen Ejbøl og Lars Munch. På den ene side kunne Lars Munch blive formand for driftsselskabet igen. Han var ellers stoppet her, da Peter Bartram kom til i 2022. Med til jobbet hørte et uhørt højt honorar på 2,5 millioner kroner – et beløb, som blot fire af C25-formændene kan overgå. Til gengæld kunne Jørgen Ejbøl fortsætte som formand for Jyllands-Postens Fond, selvom han burde være faldet for aldersgrænsen, da han fyldte 75 år. Han kunne i et interview med Politiken oplyse, at det ikke bare var bestyrelsen i Jyllands-Postens Fond, som bakkede op om, at han blev: Også Jyllands-Postens nyudnævnte chefredaktør, Marchen Neel Gjertsen, og formanden for Politiken-Fonden, Lars Munch, havde bedt ham blive. Nu tegnede alt til at være på plads. Men så begyndte historierne om bonusserne og honorarerne. Ejbøl siger selv, at det er en lang tradition i fonden, at formanden får en bonus, når vedkommende fylder 75 år og har siddet på posten i en række år. »Det der med at sidde og uddele fødselsdagsbonusser ... jeg har da aldrig hørt noget så stupidt, for at sige det ligeud. En fødselsdag er jo ikke en præstation, men bare en konsekvens af, at vi har 10-tals-systemet,« siger Nicolai Tillisch. Han påpeger, at selv hvis en bestyrelse har en »diktatorisk formand«, bærer bestyrelsen hos Jyllands-Postens fond et samlet ansvar for, at det, der foregår, er acceptabelt. »Medievirksomheder handler om at følge med tiden, og det lyder som om, han (Ejbøl, red.) ikke gør det. Så både han selv og andre kan jo overveje, om det er den bedste ledelse for en fond, der ejer en stor medievirksomhed,« siger Nicolai Tillisch. Jørgen Ejbøl er ikke vendt tilbage på Berlingskes henvendelse. https://www.berlingske.dk/virksomheder/taburetten-under-danmarks-stoerste-mediemogul-vakler-som-aldrig-foer